Om lidt blir her stille..

16. april 2015

BWOm lidt blir her stille..

Sådan lyder titlen på en af de største danske musikhits gennem tiderne, og det er desværre også den virkelighed de danske superliga-spillere måske snart skal vænne sig til.
SÅ galt behøver det dog ikke at gå!

I hele foråret har den samlede danske fanscene anført af Danske Fodbold Fanklubber (DFF) ført en kampagne imod det kommende awaykort. Et away-kort uden dokumenteret effekt og symbol-politik af værste skuffe, det kan du læse meget mere om via linket herunder. Desværre har det ikke fået divisionsforeningen på bedre tanker omkring inddragelse af DFF og medlemmerne heri.
Det har betydet at flere danske superliga-fanklubber har varslet et totalt boykot af busture til udekampe når indførslen af awaykortet bliver en realitet.

Vi opgiver dog ikke vores kamp for inddragelse i debatten for derigennem at opnå en genovervejelse af kortets berettigelse.
Derfor arrangerer Black Wolves, Ultras Midtjylland & Midtjylland Ungdom en fælles protest-aktion med ligesindede fans af Silkeborg IF. Når du således ser fodbold på/fra MCH Arena på Fredag kl. 18.30 vil stadion være blottet for stemning mellem kick-off og det 15. spilleminut. Fans af begge klubber vil, i det omfang det er muligt, forlade de respektive stemningsområder og blotlægge tribunerne for aktive stemningsskabere.

Vi opfordrer derfor alle modstandere af awaykortet til komplet stilhed fra kick-off og frem til stadionuret runder 15 minutter.
Har du ingen holdning til indførslen af away-kortet vil vi anmode om du alligevel respekterer det arbejde de hundredevis af fans lægger for dagen, og derfor også forholder dig passivt. Efter det 15. spilleminut vil vi igen bakke højlydt op om FC Midtjylland – for hvem vore hjerter slår.

Vi beklager dybt at spillerne i FC Midtjylland skal tages som gidsler i en situation de på ingen måde har andel i.
Men når FC Midtjylland vælger at bakke op om et initiativ der modarbejder alle de gode initiativer og tusindvis af timer de frivillige lægger i fanarbejdet, så må vi som fans steppe up.

Vi vil strække os uendeligt langt for at undgå en indførelse af away-kortet, og lad det være sagt med det samme – vi står last og brast med de øvrige danske fans under Danske Fodbold Fanklubber. Med håbet om en snarlig aflysning af indførslen af awaykortet.

Black Wolves, Ultras Midtjylland, Midtjylland Ungdom

‪#‎Nejtilawaykort‬
www.nejtilawaykort.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *