Udmelding vedr. håndtering af adgang til AGF kampen

19. maj 2021

Vi er bekendt med at der eksisterer en del frustrationer blandt fanklubbens medlemmer, fans og sæsonkortholdere omkring håndteringen af adgang til kampe under corona-pandemien, hvor tilskuerkapaciteten har været stærkt begrænset.

I fanklubben råder vi over et mindre antal billetter til hjemmekampene, som vi bruger til de frivillige der besidder forskellige poster i fanklubben, hjælper i baren, på aways og så videre. Der har været meget lidt aktivitet det seneste år, hvorfor vi også fra BWs side har valgt at returnere ubrugte billetter til puljen af sæsonkortholdere der står uden billet. En gestus som vi naturligvis ser som den største selvfølgelighed. På samme måde er vi bekendt med at stort set alle partnere i klubben har frasagt sig et større antal billetter og ydelser undervejs i corona-perioden. Det gælder familier til spillerne, samarbejdsklubberne, ungdomsafdelingen og mange andre. Alle har ydet og ofret for at gøre flest muligt glade. Men når der er restriktioner der gør at FC Midtjylland ikke MÅ lukke det antal fans ind, som søger om adgang – så er det en kæmpe udfordring. Alle partnere er vigtige. Om det er sæsonkortholdere, trænere i samarbejdsklubben, sponsorer eller frivillig på kampdage. Alle er vi lige og ingen er over klubben.

Vi er af den klare overbevisning at klubben og de ansatte har gjort sit ypperste for at løse denne dybt problematiske opgave på retfærdig vis. Det kan ikke undgås at nogen bliver skuffet. De kommercielle partnere, som er livsvigtige for klubben, findes i utallige kategorier, og for mange af dem betyder klubben ligeså meget som den gør for fx sæsonkortholdere.

Vi ønsker at folk ser ”det store billede” og sætter sig ind i de åbenlyse dilemmaer som situationen har medført.

Vi er af den overbevisning af man har løst opgaven så godt som det har været muligt.
Ikke perfekt.
Langt fra perfekt.
Men så godt som man har kunne med de forhåndenværende muligheder.

Black Wolves Bestyrelse

Nye indlæg