Andre klubbers gøren og laden

[Ravnen]

Historisk succes er en sovepude og penge er kun nyttige hvis de anvendes fornuftigt. Det kan de nok også snakke med om i Brøndby, hvor pengene siver ud i større fart end de kan få dem ind.
Men jeg er også overrasket over det du skriver, at troen på klubbens drift er så dårlig i de engelske klubber. Måske hænger det sammen med at rigmænd har købt klubberne til deres personlige fornøjelse, og der dermed er blevet længere mellem klub og fans? Et scenarie der sagtens kunne være sket her i FCM også, hvis det ikke var fordi Ankersen har en solid fundering i vores klub og styrer det for Benham. Klubber var førhen mere sociale, det er blevet mere hard business. Spørgsmålet er om klubfølelserne vil overleve sådan noget i længden. Vi kan snakke Brøndby igen, dengang med Per Bjerregaard var det en KLUB som man kun kunne beundre, nu er det en rigmand som skalter og valter med hvad identiteten er og hvor det hele skal hen. Hvordan har Man. Citys fans det mon. Med de mange mange penge i moderne fodbold er vi måske ved at tabe noget sjæl i fodbolden? og hvis det først er væk, så vil fans pendle fra klub til klub?

[974]

Nu er det jo også danske fans af engelske klubber.
Måske det bare er sådan en slags dansk ting at være/skulle stille sig utilfreds med ens favoritklubs situation?
Men altså jeg kan da godt se at af alle de klubber de repræsenterer, så kan der da sikkert findes flere negative ting

Manchester United har jo været i suppedasen nogle år nu
Man. City er i år blevet gevaldigt overmatchet af Liverpool, og så hviler den her UEFA-dom over dem lige nu
Arsenal er jo nærmest blevet en bi-ting i engelsk fodbold på topplan (sorry Simon)
Spurs er efter flere gode år på vejen op lige som gået lidt i stå, og kan de komme op igen?
Chelsea kan vel heller ikke være tilfredse med 40 point efter 26 kampe

Tror i hvert fald at disse hold skal gøre noget radikalt for at komme op på toppen igen ( City er vel stadig forventeligt notorisk stærke)

Altså for pokker da; lige nu ligger hold som Sheffield United og Wolverhampton på stort set samme pointtal som de her store top6 hold

[Saemala]

Nu er det jo også danske fans af engelske klubber.
Måske det bare er sådan en slags dansk ting at være/skulle stille sig utilfreds med ens favoritklubs situation?
Men altså jeg kan da godt se at af alle de klubber de repræsenterer, så kan der da sikkert findes flere negative ting

Manchester United har jo været i suppedasen nogle år nu
Man. City er i år blevet gevaldigt overmatchet af Liverpool, og så hviler den her UEFA-dom over dem lige nu
Arsenal er jo nærmest blevet en bi-ting i engelsk fodbold på topplan (sorry Simon)

Kan I hvertfald sige med garanti, at det ikke kun er de danske Arsenal-fans der er efter ledelsen.
Siden David Dein stoppede i 2007, har det mildest talt sejlet i toppen af Arsenal. Stan Kroenke, ejeren i Arsenal, ser kun klubben som hans personlige pengemaskine. Han går mere op i at malke fansene for alt mønt, end at investere dem i truppen, og så er det klart man ikke kan følge med i toppen mere.

De andre klubber ved jeg ikke hvor utilfredse de er, men mit indtryk er i hvert fald, at Engelske United og Tottenham fans, heller ikke er gode venner med ledelsen.

Man skal også lige huske på, at der generelt er kommet så mange flere penge til klubberne i PL, at den økonomiske afstand mellem bunden og toppen, efterhånden er ved at svinde helt ind. Det giver et meget bredere topfelt, og så skal der lige pludselig ikke gå særligt meget galt, før man halter gevaldigt efter.

[Steffen am]

Men jeg er også overrasket over det du skriver, at troen på klubbens drift er så dårlig i de engelske klubber. Måske hænger det sammen med at rigmænd har købt klubberne til deres personlige fornøjelse, og der dermed er blevet længere mellem klub og fans?

Faktisk meget god pointe, jeg tror du rammer hovedet på sømmet.
Altså Chelsea blev købt, for at ejeren bliver kendt
Manchester City og PSG for sportswashing
Man. United, Arsenal og Tottenham blev vel alle købt med målet at om at tjene penge.
Ved ikke om jeg kvalificere mig som fan, men fulgte Man. United indtil Glazzer familien overtog. At starte med at fordoble billetpriserne, er bare ikke super sympatisk.

Så klart, når formålene ligger langt fra fansene, og summerne brugt, blive så store, giver det måske god mening at klubberne flytte sig fra fansene.
Der må man sige Leicesters nye ejer, som så desværre gik bort, havde en anden tilgang med et stærkt lokalt socialt arbejde, ja i øvrigt lidt ligesom vores Benham.

Synes det er meget interessant hvad der gør folk bliver fans af klubber. Tænker mange er fans af det lokale hold, hvor det så lidt giver sig selv.
(Medmindre man er født i Viborg.)
Men jyder der bliver fans af københavner hold, eller københavnere der bliver fans af jyde hold, eller danskere der bliver fans af engelske hold.
Hvis man får fans i medgang, og man tester dem i modgang. Hvor meget modgang og fravær af ledelse, kan man acceptere, før "the love reach it's limits"?

Ved ikke om jeg overreagere, men synes fandme det er vildt 4,5 ud af 6 fans der stiller op til at forsvare sin klub i tv'et, ikke er glad for forholdene i klubben.

[TrueWolfMidt]

https://www.tipsbladet.dk/nyhed/superli ... eague-klub

Ja hvad sker der så i Fc København, Smutter ståle også snart ? flere og flere smutter fra Fck ser det ud til. Kan måske godt forstå Lange, når den mulighed er der.

[UlveLars]

Puha, de mener det seriøst. Så gerne Sisto præsenteret hurtigste muligt, og en yderligere til start11 - samt ingen salg før efter kval. Så er jeg såmendt tilfreds

[UlveLars]

Og linket
https://ekstrabladet.dk/sport/fodbold/d ... ck/8240211

[Ravnen]

Det kan ikke være nemt at være Aab fan i øjeblikket.

https://www.tipsbladet.dk/nyhed/superli ... -end-i-aab

[TrueWolfMidt]

Hvis jeg var spiller, gad jeg godt nok ikke tage til Fck med denne artikel i omløb.
https://www.tipsbladet.dk/nyhed/superli ... e-spillere

De har vel for pokker selv signet disse spillere. Er det ham Holmstrøm de kalder for KOMISKE ALI

[Stoffer]

https://www.tipsbladet.dk/nyhed/superli ... -assistent

En kending i form af Lars Friis som cheftræner VFF

[Stoffer]

https://www.tipsbladet.dk/nyhed/superli ... -assistent

En kending i form af Lars Friis som cheftræner VFF

Lidt hyggelig historie hvis vi nu skal have VFF i den bedste række igen: https://www.tv3sport.dk/sport/fodbold/n ... -tv-udbrud

[Ravnen]

FCK fik den sejr foræret.. https://ekstrabladet.dk/sport/fodbold/d ... et/8476335

[Ravnen]

Man kan næsten ikke undgå at fryde sig bare lidt

https://ekstrabladet.dk/sport/kommentar ... er/8510661

[UlveLars]

Jeg ved ikke, om det er ok at gengive et opslag fra andre klubbers debatside, men det her er postet i kamptråden for kampen mellem FCM og FCK på FCKs debatside, Sidelinien. Jeg synes på alle måder, at det er fremragende. Håber, det kan more andre end mig...

Citat Oprindeligt indsendt af Goldbæks Højrefod Se meddelelser
Lidt fiktion til dem, der måtte have behov for, her dagen derpå, at flygte lidt fra hverdagens trængsler. Enhver sammenhæng med hændelser, der har fundet sted eller vil finde sted, er på alle måder tilfældig og utilsigtet.

Det var en kold, mørk og regnfuld aften ude på heden i Jylland et sted. Vinden piskede ubønhørligt i træernes grene og ikke alene var det særdeles ubehageligt, det var også en spids til den uhyggelige side. Ikke mindst for de københavnske gæster som netop denne aften havde besluttet sig for at lægge vejen forbi det stadion, der arkitektonisk fremstod som en anden UFO, der nærmest var styrtet tilfældigt ned i den jyske muld og nu rummede egnens samlingssted for de lokale helte. Sådan et slags moderne forsamlingshus med øl og dårlig musik. Eller sådan var det måske ikke helt. Men metaforen var bare den rigtige for de gæstende københavnere og det de stod foran at skulle opleve.

De lokale bønder skulle netop i aften have fint besøg fra København. Eller det vil sige besøg fra København, det var mere før i tiden, at de kaldte det fint besøg, når Københavnerne kom forbi med alle deres stjerner, som om onsdagen havde spillet mod Barcelona, Real Madrid, Chelsea, m.fl og så i weekend’en passede deres pligt og rejste rundt i landet og præsenterede sig for bønderne, der nikkede andægtigt. I dag var det blevet noget anderledes.

Faktisk var københavnerne gået hen og blevet sådan en slags ekspeditionssag for jyderne, et besøg og en oplevelse, som var med til at styrke humøret, selvforståelsen, pointkontoen og meget andet godt hos de lokale. Det var noget, man talte meget om derude på heden, dog ikke når der var TV på – og så i farver – og det var der den aften. Så talte man alvorligt om en svær modstander, en svær kamp, spænding og meget mere. Udtalelser, der mest af alt hørte til under den moderne fodbolds kedsommelige floskler eller tomme kalorier, som de også blev kaldt. Og netop modstandernes træner var en mester i tomme kalorier.

Han var jo en træner, for hvem det i hele verden handlede allermest om at have det rart, have harmoni, smile og være glad. Det blev nogle gange lidt svært at have det sådan, for journalister og godtfolk (her læses fans, men manden havde kun en perifer forståelse af disse, så derfor ’godtfolk’) krævede resultater. Det ødelagde jo alt det, som manden gerne ville stå for. Bevares han ville da gerne vinde, men en sejr kunne også blive for dyrekøbt, så han havde, syntes han selv, begået en lille genistreg. Ved sin ansættelse havde han proklameret, at spillerne, og med spillerne mente han samtlige spillere i hele truppen, havde pådraget sig katatonisk PTSD efter nærkontakt med en nordmand syv måneder tidligere. Nok var han ikke klinisk psykolog eller andet misundelsesværdigt, men han kunne dog godt kende en PTSD, når den stod foran ham – og det gjorde den – sagde han.

I et mere humant samfund skulle det jo gerne give fred for omgivelserne, for hvem kunne dog finde på at stille krav til folk med så stærke sindslidelser og da slet ikke til ham, cheftræneren, der havde overtaget en helt umulig trup, med en stærkt svækket psykologisk profil. Puha … genialt, det måtte da give fred til at hygge sig, smile og blablablabla, som han mestrede til perfektion.

Før dagens kamp overvejede han, om ikke han i optakten til kampen skulle lade sig interviewe og sige noget med sort bælte, sindssygt, vanvittigt, vildt, vildere og måske lidt improvisering undervejs. Det virkede så frisk-fyr-atigt og det var jo sådan han var. En glad og frisk fyr med godt humør.

Før han kunne få lov at give sit interview, skulle han dog holde taktik-møde, nok det han brød sig mindst om ved hele jobbet, for spillerne ville have systemer, taktik, løsninger for alle mulige og ikke mindst umulige situationer og alt sådan noget helt konkret noget. Og det var bare ikke hans stil. Han brugte jo ikke systemer, eller talkombinationer. Næh, han spillede efter principper. Og for en mand uden taktiske principper var det jo befriende, for det løftede jo også ansvaret ud i intetheden. Hvorfor kunne spillerne ikke bare nyde det og gøre deres bedste – og så måtte de jo se, hvad der skete.

Vandt de, så var det fint. Vandt man ikke, så havde man gjort sit bedste og hvis det ikke rakte, så spillede man efter blive nr. 2, 3 og så videre. Skulle man ende med at rykke ned, var det da ikke et udtryk for, at man var uambitiøs, overhovedet ikke, det ville være en meget stor misforståelse. For så ville man da næste sæson spille efter at rykke op igen, lige indtil det ikke længere kunne lade sig gøre, og så ville man spille for ikke at rykke ned igen og …

Nå men han kom igennem sit principforladte princip-kampoplæg og mens han lettet trak vejret over at være igennem denne opkast-fremkaldende oplevelse, efterlod han spillerne med tomme blikke, enkelte gik i cirkler og nogle få sad blot for sig selv og fremstammede ’abava’, mens de vippede uroligt frem og tilbage på stolen, som var de rumænske børnehjem børn. De havde endnu ikke vænnet sig til de meget omskiftelige principløse princippers princip og det gjorde dem faktisk lidt utrygge ved hele situationen. Den meget dygtige træner kunne ikke undgå at bemærke spillernes åbenlyse rådvildhed, og han dannede sig derfor et overblik over lokalet og kunne hurtigt konstatere med sig selv, at spillerne endnu ikke var kommet sig over den yderst ubehagelige kontakt, de havde haft med ham nordmanden syv måneder tidligere.

Sådan helt principielt mente han, at nordmanden burde kunne få en dom for at jagte succes på den måde, men det kunne jo også være, at såfremt de tre år, han havde fået i Norge, var ubetinget, at det kunne godskrives som en domsafsigelse nærmere end en kontrakt. Nå men træneren fik givet sit interview til TV-reporteren, fik flettet sine floskler sammen og tilmed helt ud af det blå var han i stand til halvt råbende at få udstødt et improviseret ’PRAGTFULDT’. Og så var han ellers klar til kamp.

Han glædede sig meget. Ikke på grund af selve kampens betydning, men han havde sagt til spillerne, at han ville have otte mand i midten af banen og kun to ude i siderne ellers blev han sur. Det sidste var bare en joke, for selvfølgelig blev han ikke sur. Og så skulle spillerne ellers bare drøne rundt som havde de ild i måsen. Det sidste, syntes han selv, passede godt til hans friskfyr-stil. Det var nok noget at glæde sig til – og det gjorde han så.

Det gik som det gik – spillerne løb rundt på den sjoveste, forvirrede måde i starten og fuldstændig efter planen – undskyld princippet - men efter et stykke tid var det ligesom om, de ikke gjorde det mere og de virkede måske endda lidt opgivende og tomme i blikket. Den forbandede nordmand. De tabte 1-4, men det var langt fra det værste. Faktisk var det jo ikke en gang slemt, for nu kunne de jo bare spille for at blive nr. 3. Whats not to like – gik gennem hovedet på træneren. Yderst tilfreds med den sætning tænkte han, at den måtte noteres, så han kunne huske at bruge den i det næste interview.

Næh, det virkelig slemme var, at han gennem hele kampen havde en oplevelse af at sidde i ét område og alle hans venner sad i et andet område. Så da kampen blev fløjtet af, følte han en enorm glæde og lettelse og han nærmest lettede fra jorden og fløj over til vennerne. Hvor var det befriende at stå der blandt rigtige venner og more sig og grine af de dumme københavnere – det havde han godt nok trængt til. Men hov, nej, hvad var nu det, han måtte jo ikke længere grine af københavnerne, forbandet også. Og så havde han lige gjort det, igen. Nå men det kunne han nok forklare med lidt blablabla senere, sådan en forglemmelse skulle i hvert fald ikke ødelægge gensynsglæden på nogen måde.

Han kunne se ud af øjenkrogen, at der kom en reporter gående og han så ud som om, at han ville tale med træneren. I et ærligt øjeblik, måtte han nok indrømme, at han ikke rigtig hørte spørgsmålene, men han synes selv, at han fik sat noget fornuftigt sammen med sort bælte, sindssygt, vanvittigt og lidt mere blablaba, inden han vendte om og gik tilbage til vennerne. Reporteren stod efterladt, som et skamskudt dådyr, der troede hans sidste time var kommet. Han forstod ingenting. Og på en helt besynderlig måde begyndte han at savne ham den skingre og til tider ubehagelige nordmand. For selvom han kunne være kantet og nogle gange måske lidt ubehagelig, så havde han også bare en enorm lyst til at tale om fodbold på en saglig og direkte måde. Og det passede bare så ualmindelig godt ind i et fodboldprogram. Og reporteren kunne meget let føle sig utilstrækkelig, når han havde talt med den nye træner. For han anede ikke, hvad de havde talt om. Det gjorde han ikke. Måske havde de ikke engang talt om fodbold.

I det samme kom den nye sportsdirektør gående forbi. Reporteren tænkte, at han må da ønske at tale om fodbold. Reporteren havde på en anden kanal hørt, at sportsdirektøren havde udtalt, at klubben skulle spille en vild omgang fodbold. Og efter sådan en afklapsning ville han da gerne spørge lidt nærmere ind til det.

Han forsøgte sig – du siger; at klubben skal spille en vild omgang fodbold – længere nåede han ikke, for her blev han afbrudt, da sportsdirektøren gerne ville tilkendegive, at det skulle de skam og i næste uge, ville det blive endnu vildere. Sådan – ikke så meget diskussion, ingen kommentarer i øvrigt og reporteren tænkte stille ved sig selv, at alt herfra ville være vildere, end det han netop havde overværet. Måske ville han endda få en vildere oplevelse allerede lørdag formiddag, hvor hans purk skulle spille en intern U7-kamp ude i Kløvermarken.

Nede i hjørnet af banen gik bestyrelsens mand rundt, ham med det sportslige ansvar. Han var svært godt tilfreds, med det han lige havde set. Hvis ikke han havde fået ansat Danmarks med afstand stærkeste sportslige stab kunne det jo være gået helt galt. Udenforstående ville måske forsigtigt føle sig fristet til at fremføre en påstand om, at det gik helt galt og faktisk havde gjort det længe, men den slags påstande havde han kun hovedrysten til overs for. Det var jo et dream team, han havde fået sat sammen. Så derfor havde han ret.

Og hvordan var det så blevet et dream team - det var det da, fordi det var de navne, han efter sigende havde skrevet øverst på sin ønskeliste. En slags selvopfyldende profeti. Det gav jo endda rigtig meget god mening. For hvis nogen kunne udarbejde sådan en liste, så var det ham. Han brugte al sin erfaring når den skulle udfærdiges og måtte han måtte have problemer med listen, klarede stavekontrollen resten. Han havde lagt blod, sved og tårer i det arbejde og ikke mindst hans voldsomme erfaring på området. På hans CV stod en trænerlicens på øverste niveau. En mangeårig karriere som først assistenttræner, senere cheftræner i flere store klubber og derefter havde han i en del år bestredet jobbet som sportsdirektør i en af de større klubber i landet.

Eller rettere - det havde han faktisk ikke – faktisk overhovedet ikke, men han var i gang med at læse til bestyrelse på CBS og så havde selv spillet topfodbold, det burde være tydeligt for enhver, at så var resten naturligvis overflødigt og kun noget ignoranter og andet godtfolk kunne falde over. Så et dream team det var det. Det kunne ikke anfægtes og slet ikke efter, at en af klubbens ejere på fornemmeste vis havde tilkendegivet, at han havde udvist stor klasse i den sammenhæng.

Den ene ejer mente sågar, at fansene skulle anerkende ham for hans store arbejde og ikke mindst det flotte resultat. Denne ejer var så sikker på succes’en, at han udtalte ordene længe før dette dream team på nogen måde havde dokumenteret, at de var et dream team. Det kan jo virke forkert i så resultat-fokuseret en verden, men på den anden side, hvis det var det, han ønskede at udtale, så var det måske godt, at han gjorde det på et meget tidligt tidspunkt, for da først de begyndte præstere, var det ligesom, de jo ikke præsterede alligevel og der var endda enkelte, som talte lidt om kejserens nye klæder. Men den slags bagateller forsvinder jo i den store sammenhæng, når først musikken spiller. Og hvem var det i øvrigt, der udtalte sig. Journalister, ’eksperter’ og de der fans – havde de i øvrigt husket at takke den dygtige mand fra bestyrelsen ordentligt.

Han kunne i hvert fald med egne ord sige, at ham den nye cheftræner var en guttermand. Altid i godt humør og han bad aldrig om penge til spillere. Hvis bare klubben i ny og næ kunne finde en sjat penge nede i kasseapparatet i Supershoppen, så man kunne leje en spiller eller to for det næste halve år, så var han fint tilfreds – og udtalte det endda til pressen. Ham kunne han lide – det var da noget helt andet end ham den skingre, der havde insisteret på, at fodbolden skulle have et prioriteret fokus. Han kunne mærke en nervøs nerve ved venstre øje begyndte at banke bare ved tanken.

Der var et lille minus ved ham den nye cheftræner, han var ikke helt cooperate nok, han var jo selv kommet til at tale om at ramme Portos sportslige niveau og nu stod den nye cheftræner så og snakkede om mellemsæsoner. Men det var nok en bagatel, mon ikke de kunne finde fælles fodslag, skulle det komme det helt derud, hvor cheftrænerens humør ikke længere var godt, var han i hvert fald selv villig til at give afkald på sin ambition. Nå men det måtte være nok fodbold for i dag – det lød som om buddet havde afleveret en pakke, som han havde glædet sig meget til at modtage, en kasse italiensk drue fra Toscana og den skulle jo også have lidt opmærksomhed.

Det var som om, at alt var under forandring i den gamle fodboldklub. Tidligere tiders voldsomme ambitionsniveau, evne til at håndtere pres, høje interne krav, en skarp retorik, et stærkt og tydeligt spilkoncept, der matchede selv de største klubber i verden, var blevet erstattet af den mest besynderlige kombination af:

- moderne virksomheds management
- mellemsæsoner
- selvudråbte succeser som udeblev
- forklaringer i stedet for resultater
- en provinsiel serie-fodbold attitude
- og blablablablablabla i en uendelighed

Fans’ene, som engang betød noget i klubben, stod tilbage efterladt på perronen en sen aften, lang tid efter det sidste tog var kørt. Det var som om alt var væk. De mere troende af de her fans, bad til de højere magter om en guddommelig indgriben i vished om, at de verdslige kræfter ikke længere magtede opgaven og at de i stedet for at kaste håndklædet i ringen insisterede på, at toget skulle køres ud over skrænten.

De knap så troende i flokken var mere jordnære og erindrede sig Obamas legendariske ord hin november i 2016, da Trump havde vundet præsidentvalget i Guds eget land og landet stod foran fire mørke år, der for altid fjernede dem fra positionen som verdens supermagt. Formentlig det samme billede som disse fans nu kiggede ind i.

Solen står også op i morgen. Det er ikke nogen ringe trøst og tak for det.

Alligevel er det dog bare som om, der mangler noget, når det der engang var ens klub er forsvundet og blevet erstattet med ligegyldigt management og tomme verbale kalorier.

[Ravnen]

Det er da noget patetisk læsning. Det er trods alt træneren der gav os det berømmede mesterskab i 2018. De mangler lidt selvindsigt derovre i Kjøwenhavn, den trup var jo smadret inden Jess Thorup kom til, dårlige indkøb og planlægning