Foråret står for døren og det er nu det bliver spændende…

15. februar 2017

En ny ligastruktur har skubbet spændingen om årets placeringer i superligaen frem til et altafgørende slutspil som starter om få uger. Inden slutspillet har vi nogle uhyre vigtige kampe, der skal vindes.
Den første, og måske vigtigste, spilles på Søndag.

Den grønne plage fra domkirkebyen kigger forbi, og det kommer uden tvivl ikke til at gå stille for sig. Med flere nye indkøb i truppen, farvel til profiler, en træningskamp der blev aflyst i sidste øjeblik – og til tider halvsløje præstationer i efteråret – er det med stor spænding at de fleste FCM fans går ind til kampen. Men er det hele nu også noget skidt?

Der var engang..
En rejse ned af ”Mindernes àlle” vil fortælle en historie om en klub som har nået meget på kort tid. For nok er FC Midtjylland et produkt af en sammenlægning af Ikast fS & Herning Fremad – men i dag, 18 år efter sammenlægningen, er FC Midtjylland en veletableret klub i toppen af Superligaen.
På fundamentet af et stærkt ungdomsarbejde i IFS har vi i dag opbygget et talentakademi, som er regnet blandt de allerbedste i Nordeuropa.

Flere gange har vi udkæmpet drabelige opgør med Søndagens gæster fra nord. Ofte spiller vi tilmed ufatteligt tætte kampe mod rivalerne, så husk tålmodigheden på søndag. Intet godt kommer til den der venter – men hårdt arbejde betaler sig, næsten, altid. Husk derfor at bakke op om dine lokale helte, og vær de procenter på tribunen der tipper sejren over til vores udvalgte ulve.

Et af de drabelige slag tog sin begyndelse en sen eftermiddag i 2002/2003 sæsonens pokalturnering, da Viborg FF dukkede op af hatten som FC Midtjyllands kommende modstander. Med en kontrolleret indsats og et godkendt 0-0 resultat på udebane i den første kamp, lignede det en overkommelig opgave at ekspedere de grønblusede ud i pokalmørket. En lynstart af gæsterne i returopgøret vendte dog op og ned på det udgangspunkt, nede med 0-2 ved pausen så det umådeligt svært ud for Hedens Drenge. Men ulvene var som forvandlet til 2. halveg og med 3 kasser i kampens sidste 45 minutter, deraf den sidste ganske kort før tid, eksploderede det gamle Ikast Stadion i ekstase. Pokaltriumfen over naboerne var total, og slukørede måtte Domkirkedrengene drage skuffede hjem.

De udødeliges klub..
Er du ikke helt så gammel, at ovenstående kamp vækker minderne frem, så kan du måske bedre huske en vis Jeppe Curth, som med 2 mål i kampen, i den grad var medvirkende til at FCM med kun 10 mand på banen til slut hev en flot 3-2 sejr med hjem fra Viborg i 2013. Hos de over 1100 medrejsende lyngklædte midtjyder står denne kamp og dens kulisse stadig klart i erindringen.

Kampene mod Viborg er noget specielt på, og udenfor banen, og med spektakulære aktioner kan man som spiller med ét gøre sig udødelig i fanmiljøet for tid og evighed.
Christian Magleby gjorde det i 2003 da han kanonerede bolden ind fra lang afstand, og sendt Ulvene videre i pokalturneringen. Jeppe Curth skrev sig med 2 mål i samme kamp ind i historiebøgerne, som du kan læse ovenfor.

Senest formåede Mikkel Andersen at gøre sit indtog i selvsamme klub med en straffesparksredning i overtiden d. 08.04.16 da stillingen var 1-1.
Får vi nye helte i de udødeliges klub på Søndag?
Med flere lokale islæt på regionens hold, har FC Midtjylland i en moderne fodboldverden formået at bevare en lokal forankring. Et lokalt kærlighedsforhold som i langt de fleste familier i regionen er gensidigt. Klubben spiller altså en central rolle i hverdagen hos rigtig mange mennesker i det Midt- og vestjyske.

Forkælede fans?
Så hvorfor er det overhovedet at nogen overvejer om man skal komme til MCH Arena på Søndag?
Er det årstidens dårlige vejr, som vi generationer har lært at leve med, og som med et minimum af indsats kan lukkes ude med varm påklædning.

Er det de lange bilkøer omkring MCH Arena, som utvivlsomt vil opstå når henved 10.000 mennesker skal til og fra et stadion indenfor kort tid? Nej, kig istedet forbi fanloungen før og efter kampen – og undgå den værste trafik.

Det virker – og faktisk er det tilmed super hyggeligt at mødes med ligesindede fans før og efter kampene. Fanklubben disker desuden jævnligt op med livemusik før/efter kampen, ligesom du altid kan få en kampoptakt ved en spiller/leder omkring holdet, cirka 1 time før kick-off.
I flere kredse hersker der en udbredt holdning om at man betaler for en billet til underholdning på samme linje som fx en biografbillet, når man køber adgang til MCH Arena.
Efter vores overbevisning er det langt fra tilfældet.

Du er, i vores øjne, selv en stor stor del af den vare du betaler for.
Jovist, det kan lyde fjollet – men lad os forklare hvordan:
En kamp der opleves på stadion vækker alle dine sanser.
Den sitrende stemning der opstår på tribunerne, de massive slagsange fra fansene, duften af græsset, de kolde fadøl, den spontane jubel – alle sammen ting som du ikke får med hjemme fra stuen.
Jo mere du bidrager til ovenstående, med klap, buhen, piften og positive tilråb, jo mere vil spillerne give af sig selv for at vinde slaget på banen.

Som fan er du derfor direkte medvirkende i forestillingen på banen.
Måske ikke som forestillingens stjerne, men i den grad som en vigtig birolle.
Du er derfor med til at skabe den gode stadionoplevelse for dine sidekammerater – og de er med til at skabe den for dig.

Hank op i dig selv og bak betingelsesløst op om drengene under kampen.
Har du en kritik af klubben/holdet som du gerne vil have luftet byder Black Wolves indenfor til Fanforum indenfor de kommende uger.

Her kan du stille spørgsmål til de ansvarlige i klubben – og få svar på tiltale.
For kritik er nødvendig og når den er konstruktiv kan den ligefrem være med til at udvikle klubben og bringe os sammen til næste niveau.
Men når vi står overfor fjenden – så skal vi arbejde sammen..

Og fjenden kommer altså på besøg på søndag!

HUSK AT VI VISER SPILLERNE VORES OPBAKNING OM LØRDAGEN d. 18.02 kl. 10.15 VED TRÆNINGEN I IKAST!